Jeg har en lang karriere bag mig som træner og aktiv løber i 70'erne og 80'erne, med tider, der rækker fra 800 m (1.53.1), 1500 m (3.49.6), 5000 m (14.00.4), 10.000 m (29.11.4), maraton (2.23.45) og 3000 m forhindring (8.36.6).
Jeg har, hvad der svarer til en bacheloreksamen fra Kbh. Universitet, og har gennem årene fagligt udviklet min viden på området fysisk træning og træningsplanlægning specielt rettet mod langdistanceløb.
Jeg har fungeret som landstræner på mellem- og langdistance i flere omgange fra 80'ernes storhedstid på maratondistancen, 90'erne med en række flotte internationale resultater og igen så sent som 2007-2008, hvorefter en prioritering i DAF sendte langdistanceløb ud på sidelinjen.
I klubregi har jeg været aktiv træner i Herlufsholm Atletik og Motion, Helsingør IF-Atletik, Tåstrup IF, Hellas Roskilde og KIF.
Jeg er personlig træner for Jeppe Farsøht, der i 2010 løb maraton på 2.18.47 t., et resultat opnået gennem stabil og struktureret træning.
Jeg har undervist i mange sammenhænge både inden for atletik og triatlon gennem årene og leveret en lang række af artikler omkring løb og træning.
Erfaringen siger mig, at der ingen genvej er til gode resultater, kun målrettet, struktureret træning og ikke mindst en stabil og vedholdende træningsindsats.